Jeg følte overhovedet ingenting, da jeg så ham. Jeg var ikke ligeglad - jeg var heller ikke tom - jeg var absolut ingenting. Det var ret mærkeligt. Det er alligevel længe siden jeg har set ham, drengen med monstret, og pludselig stod han der bare. Jeg kunne have sagt mig selv at han ville være der og jeg kunne have forberedt mig. Men i virkeligheden var det eneste jeg tænkte, at det var fint. Jeg kunne godt tænke mig at snakke med ham. Hans kram gjorde mig tryg, omend jeg ikke er i tvivl om at han fandt det lidt kejtet. Det var lidt kejtet, som jeg sugede tryghed fra ham, men jeg havde brug for det.
I morgen kommer han nemlig. Ham har jeg ikke lyst til at skulle føle ingenting ved at mødes med. Det gør jeg ikke nu, men det har jeg heller ikke lyst til frem i tid, omend det kan ske. At det bare er okay, ligefedt, OK. Jaja. Hvor er min tryghed? Den er i veninden, der vendte hjem fra Nepal, veninden med det smukke barn, hende med hesten og den fine unge mand i en etværelses i Højbjerg. Men selvom de er min tryghed, så savner jeg nu også den tryghed han gav. Den var noget specielt, og det bliver det igen. Men det var det for nu, der kommer anden tryghed og der er anden tryghed.
